Som mange ved, er jeg også brandmand. Den anden dag var jeg til nogle “redningsaktiviteter”, hvor der pludselig dukkede en bil op. Jeg bad personen om at bakke ned, så de ikke blokerede vejen. De var meget samarbejdsvillige, og jeg giver dem stor ros for det. Men da de fortsatte med at tale, og personerne i bilen fortalte, at de var fra pressen, spurgte jeg naturligvis efter deres pressekort. Han viste mig et “hjemmelavet” kort, hvorpå jeg fortalte ham, at det ikke var det ægte pressekort. Han svarede: “Jo, det er det”, men så kunne jeg informere ham om, at det ikke var tilfældet, da jeg selv har et pressekort. Herefter trak de sig tilbage i bilen.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at tænke over, om andre egentlig ved, hvordan de to pressekort i Danmark ser ud, og om de ved, hvem der har tilladelse fra Justitsministeriet til at udstede dem. Jeg tror ikke det. Jeg spurgte derfor flere kollegaer og endda nogle politifolk, men de kunne ikke give mig et klart svar på, hvordan de så ud.
Jeg undersøgte det derefter hos Journalistforbundet, som kunne oplyse mig om, at der faktisk kun findes to pressekort i Danmark, der har tilladelse fra Justitsministeriet til at udstede dem. Men fordi udtrykket “pressekort” ikke er beskyttet, kan alle bruge det – altså “pressekort”. Dette forvirrer mange derude. For eksempel, når du kommer til en politispærring, hvor du skal have et pressekort for at komme igennem, vil alle tænke, “ja, men han har tilladelse”, men det har han ikke, medmindre det er et af de to pressekort, der har Justitsministeriets tilladelse.
Hvordan ser de to pressekort så ud? Herunder kan du se, hvordan de ser ud:
Det ene er fra DJ (Journalistforbundet), og det andet er fra Danske Medier. Ingen andre har adgangsmuligheder som de kort, du ser her, heller ikke når det er “hjemmelavede” kort.
Men hvad så, når der står “presse” eller “press” på deres sikkerhedsvest, bluse, jakke eller andet? Kan de så få lov til at komme ind? Nej, heller ikke det. Alle kan jo skrive “presse” eller “press” på deres jakker, bluser eller andet. Alle kan også skrive “politiet” eller “advokat” eller andet på deres tøj, men det betyder ikke, at de er det. Derfor har politiet deres “ID”-kort, ligesom vi, der har pressekort, har det rigtige kort for at kunne arbejde med presseaktiviteter.
Det, der bekymrer mig mest, er, når folk siger til andre, “jo, jo, det er et ægte pressekort”, når det ikke er det. Hvem står så til ansvar, når fotografen begynder at diskutere, om det er ægte eller ej? Ja, jeg ved det godt – det er ikke ham, der sidder derhjemme og gnider sig i hænderne over, at fotografer har betalt for en falsk “sikkerhed”.